At indarbejde keywords for SEO-optimering handler om at benytte det samme sprogbrug som dine brugere. Det er ofte en kombination af keywords baseret på dine brugeres adfærd og de vigtigste strategiske emner, der vil udgøre listen over sitets keywords.
SEO er et kontinuerligt arbejde og redaktører må løbende forholde sig til, om den aktuelle liste af keywords er relevant for hjemmesidens indhold.
Valg af gode keywords
I valget af keywords er der forskellige parametre, man må være opmærksom på. Gode keywords er:
- Relevante for hjemmesidens indhold
Det er vigtigt, at holde fokus på keywords, som naturligt vil være en del af indholdet på hjemmesiden. Det giver både en bedre læseoplevelse for brugeren, og bedre resultater i søgeresultaterne, hvis et nøgleord naturligt findes flere steder på en hjemmeside. Hvis Google opfatter brugen af nøgleord som unaturlig, vil det have en modsat effekt på søgeresultaterne.
- Ord uden for stor konkurrence
Hvis man ønsker at blive rangeret højest muligt i Google søgeresultater, må man undersøge hvor man er mest unik. Keywords med stor konkurrence vil være svære at få en god placering på.
- Naturlige søgeord
Når du vælger keywords er det vigtigt at holde fokus på ord, man selv kunne forestille sig at anvende i en Google-søgning. Gode søgeord er ofte dem, der umiddelbart falder brugere ind at benytte i talesprog, ikke ikke nødvendigvis de mest fagligt korrekte.
- Specifikke, men ikke komplicerede
Keywords bør ikke være så generelle, at de ikke kan stå alene. Forsøg i stedet at kombinere flere keywords, så de bliver mere sigende for det emnet handler om. Omvendt bør keywords heller ikke blive så specifikke, at der kun er meget lille chance for at dine brugere vil benytte dem.
Indarbejd keywords på dit site
Det er en god tommerfingerregel kun at fokusere på ét keyword per side. Det valgte keyword kan dog godt anvendes i flere variationer. Hvis dit keyword eksempelvis er ‘indbrud’ kan variationerne være: indbrud, indbrud i bolig, indbrud i dit hjem, indbrud i private hjem, undgå indbrud, undgå indbrud derhjemme osv.
I GoBasic er er det følgende områder i indholdet, man bør implementere nøgleordene:
- H1 overskrifter
I Gobasic er sidetitler / Headline defineret som H1’er. H1 benyttes af Google til at afkode læsningen af en side og fortæller således både læseren og Google, hvad en side handler om. Andre overskrifter (H2, H3, H4, osv.) er også vigtige, men til at starte med er det nok at have fokus på H1 overskrifter.
- Menupunkter
Ligesom med H1, er menupunkter også et vigtigt element, som Google scanner en hjemmeside efter. Sørg for at bruge de vigtigste nøgleord i både hovedmenu og undermenuer. Nøgleordene kan som menupunkt både stå alene, eller som en del af en sætning, der beskriver en underliggende side.
- Brødtekst
Det er egentlig kun nødvendigt at nævne nøgleordet en enkelt gang i brødteksten, men brug det gerne flere gange, hvis det virker naturligt for teksten. Det er dog vigtigt ikke at overbruge nøgleordet, da Google læser dette, som et forsøg på at snyde søgemaskinen.
- Billeders alt-tekster
Alt-teksten er en beskrivende tekst om et billede, som Google læser for at forstå og kunne indeksere billedet. Brug derfor nøgleordene i alt-tekster, til at beskrive et billedes indhold. Er der mange billeder, som omhandler samme nøgleord, er det en god idé at variere alt-teksterne.
Læs også:
Udfyld metatekster i GoBasic