Konfiguration på dit site

20-06-2023

I denne artikel gennemgår vi de områder, der udgør konfigurationen og hvad du typisk kan bruge det til. Du har måske allerede kendskab til de mest gængse indstillinger som eksempelvis arkivopsætning og sideskabeloner.

Hvert site har sin egen konfigurationsmenu, som du finder på samme niveau som forsiden i dit sidetræ. Hvilke områder, der fremgår under konfigurationen kan variere en smule afhængig af, hvilke funktionaliteter, der er tilføjet på netop dit site.

 

SystemLinks

I denne mappe kan du konfigurere de grundlæggende links, man som besøgende uundgåeligt vil støde ind i, når man bruger hjemmesiden. Der er tale om “tekniske links” og dækker eksempelvis over bekræftelsessider, sider du bliver dirigeret hen til, hvis en side eller fil ikke eksisterer og lignende. De er opsat fra start, og du behøver derfor ikke forholde dig yderligere til dem.

 

Document Templates

Når du gemmer en side som en sideskabelon, bliver den gemt i denne mappe. Hvis du gerne vil rette i en sideskabelon behøver du nemlig ikke loade den på en egentlig indholdsside i sidetræet. Du kan blot åbne skabelonen i denne mappe, rette til, og så genpublicere den, så den bliver gemt med rettelserne. Du kan også oprette en side direkte i mappen og gemme den, så bliver den automatisk behandlet som en skabelon, og vil derfor være at finde i menuen, når du vil loade den i sidetræet eller hvis du vil indlæse den over en eksisterende side. De rettelser du laver og gemmer i en sideskabelon vil ikke slå igennem på de indholdssider, hvor du har brugt den givne skabelon. Det er kun selve skabelonen, der bliver opdateret, og når du så fremadrettet bruger skabelonen, vil du kunne se ændringerne. Se hvordan du opretter og anvender sideskabeloner her.

Typiske brugsscenarier

  • Gemme sider som skabeloner, så du altid kan vende tilbage, hvis du fortryder en stor ændring
  • Bidrage til øget standardisering af sideopsætning og en effektiv arbejdsproces for redaktører

 

Categorizations

I denne mappe kan du oprette kategorityper og deres kategorier (også kaldet underkategorier, emner, tags, m.v.). Kategorier bruges oftest i forbindelse med arkiver, og er det primære værktøj som GoBasic bruger til at differentiere mellem forskellige arkiver, så de arkivsider der bliver oprettet, også bliver gemt i det korrekte arkiv. Alle sider i GoBasic kan dog få tilskrevet kategorier, så kategorierne kan også bruges som en mere generel måde at adskille eller opdele indhold på. Eksempelvis hvis du på et tidspunkt vil opsætte dynamiske lister. Se hvordan du opretter kategorier og kategorityper i GoBasic her.

Typiske brugsscenarier

  • I forbindelse med arkivopsætning
  • Til at differentiere mellem forskellige typer af indholdssider

 

Shared Modules

I denne mappe ligger alle de moduler, som er blevet gemt som delte moduler. Et delt modul har den samme opsætning alle de steder den bliver trukket ind - kendetegnet ved den grå farve på modulet. Når du retter i et delt modul, slår rettelsen således igennem alle de steder, modulet er i brug. Du sparer derfor tid, fordi du ikke skal finde hvert modul og rette til, gang på gang. Det er muligt at gøre et delt modul unikt dér, hvor du har trukket det ind. Du kan derfor også bruge delte moduler som en slags skabeloner, hvis du fx har lavet en fed opsætning på en faktaboks med multiboks-modulet, men det reelle indhold i faktaboksen afhænger af siden det findes på.  Se mere om delte moduler her.

Typiske brugsscenarier

  • Kontaktbokse for ansatte
  • Som skabeloner til standardiserede men specifikke indholdstyper

 

Navigation

Denne funktion bruges til at opsætte din hjemmesides globale navigationsmuligheder, det vil sige den fastsatte navigation, der går igen på hele sitet. Det inkluderer top-, service-, sub- og venstremenu samt den generelle søgefunktion. Her er altså ikke tale om det vi kalder sektionssider, som er manuelt opsatte, vejvisende indholdssider. Navigationen ændrer sig ikke så tit, men hvis du laver om i strukturen på dit site er det en god idé at tjekke, at navigationspunkterne også er rettet til. Se mere om opsætning af navigationen i GoBasic her.

Typiske brugsscenarier

  • Opsætning og tilretning af de globale menuer

 

Dictionary

I denne mappe kan du tilpasse terminologien af de indbyggede tekstfelter i GoBasic. Det kan fx være felter i moduler, tekst på knapper og lignende, men også i de mindre synlige dele af hjemmesiden, som eksempelvis brødkrummen eller søgefeltet i toppen af sitet. Vi har en artikel om Dictionary-funktionaliteten, som du kan se mere om ved at klikke her.

Typiske brugsscenarier

  • Optimering af brugeroplevelsen ved at justere standardtekster
  • Oversættelse af engelske termer

 

Url Aliases

I denne mappe kan du opsætte aliaser for specifikke URL-adresser. På den måde kan du sikre at en URL, der ikke findes længere stadig leder folk ind på dit indhold. Det er især en god idé at gøre med sider, der bliver slettet eller har skiftet placering i forbindelse med en omstrukturering af dit site. Du kan se mere om URL-aliaser i denne artikel ved at klikke her.

Typiske brugsscenarier

  • Sikring af indgående links fra eksterne sites

 

Archives

I denne mappe opsætter du arkiver. I GoBasic bruger vi to primære arkivtyper: nyhedsarkiver og publikationer. Begge typer af arkiver opsættes her, hvor du har mulighed for blandt andet at bestemme sorteringslogik, og at forbinde kategorier til specifikke arkiver.

Typiske brugsscenarier

  • Opsætning og tilpasning af op til flere forskellige arkiver

 

Cookie Configuration

Her opsætter og konfigurerer du sitets cookies. Ofte hjælper vi med at cookies er opsat korrekt, og der vil ikke på daglig basis være behov for redaktører og administratorer at besøge denne funktion. Hvis du skal beskæftige dig med cookies, eller bare gerne vil vide lidt mere om disse digitale småkager, så kan du læse og se mere om dem her:

  • Læs mere om generel konfiguration af cookies på dit site
  • Læs mere om konfiguration af cookies på specifikke moduler

 

Charts Configuration

I denne mappe konfigurerer du farvevalg til GoBasics grafmoduler. For at leve op til kravene om webtilgængelig bliver grafmodulernes farver bestemt i forbindelse med designprocessen, og du vil derfor sandsynligvis ikke beskæftige dig meget med denne funktion.

 

Modules Presets

I denne mappe kan du fastsætte styling for modulerne i GoBasic, så de som udgangspunkt vil være visualiseret på den måde, som er bestemt i modulets preset, når de bliver brugt rundt omkring på dit site. 

Typiske brugsscenarier

  • Forhåndsopsætning af specifikke moduler af administratorer til redaktører

 

GoBasic Mail

I denne mappe konfigurerer du jeres nyhedsbrev. Du kan opsætte skabeloner for nyhedsbrevet, så I kan sikre, at hvert brev har det samme grundlæggende udtryk, og at du ikke skal bygge det op fra bunden hver gang. Du har også mulighed for at oprette og holde styr på mailing-listen, altså modtagerne af nyhedsbrevet, samt at få et statistisk overblik over alle de nyhedsbreve, der er blevet sendt fra løsningen.

Se vores undervisningsforløb om opsætning af nyhedsbrev med GoBasic Mail her.

Typiske brugsscenarier

  • Opsætning og tilpasning af månedligt nyhedsbrev
  • Invitationer til specielle arrangementer og milepæle-begivenheder

 

System Mails

I denne mappe konfigurerer du systembeskeder, som brugere af GoBasic modtager i forbindelse med diverse handlinger med systemet. Her er tale om formelle og kortfattede mails, som er opsat fra starten af, og du vil derfor sjældent have brug for at ændre eller tilføje noget nyt her. Du har dog mulighed for at bestemme navnet på afsender-mailen, hvis du eksempelvis gerne vil tilpasse den til en specifik afdeling eller person i organisationen.

 

Announcements

Denne funktion bruges til at oprette og fremhæve vigtige beskeder på sitet. Disse beskeder kan også kaldes ‘særlige beskeder’ og kan enten være en pop-up boks eller et breaking banner, der minder om dem, du kender fra nyhedssites. Vi har lavet en artikel om denne feature, som du finder her.

Typiske brugsscenarier

  • Alle typer af relevante breaking news
  • Opsætning af en pop-up boks til en brugerundersøgelse

I denne artikel...

  • Gennemgang af konfigurationsmappen i GoBasic
  • Links til uddybende artikler for nogle af funktionerne
  • Brugsscenarier til de forskellige funktioner